Cykelrytter

Siden jeg i 1996 kørte over Col de la Madeleine i Alperne få dage efter, at Bjarne Riis og Tour-feltet havde passeret, har cyklingens enestående cocktail af præstation, lidelse, nærvær i naturen og meditativ søgen ind i sig selv været en vigtig næring for mig.

Men selvom jeg har haft et fast forhold til cykling siden barndommen, så har forholdet udviklet sig meget undervejs.

Alper, Ardenner og brosten

Der er noget mytisk over at bevæge sig det samme terræn som cykelsportens legender har gjort i over hundrede år. At sno sig opad igennem l’Alpe d’Huez’ 21 hårnålesving på samme dag, som Pantani skal gøre det samme. At gispe efter vejret i den tynde luft og tågede kulde på vej mod Col du Galibier, og året efter forstå hvorfor Jan Ullrich gjorde det samme, da Pantani angreb. Og når man har kørt de 26 kilometer til toppen af Col de la Madeleine med 39/23 som lavest gearing, forstår man smerten på et nyt niveau.

Også Ardennerne med deres krigsmytologi og cykelløbet Liege-Bastogne-Liege virkede dragende. Men med alderen er interessen og fascinationen skiftet fra den udmattende klatren op og susende ned af bjerge til den mere rå og koncentrerede kamp mod brostenene i løb som Flandern Rundt.

Tempokonge

Under motionsløbet Laholm 6-dagars i 1998 – et 6-dages etapeløb – opdagede jeg, at jeg faktisk var næsten lige så stærk som licensrytterne, så jeg besluttede mig for at tegne licens fra sæsonen 1999 og kørte i fire år som licensytter i Begynder- og C-klassen med flere podieplaceringer på enkeltstarterne som de bedste resultater.

Munketilværelsen som licensrytter passede mig fortrinligt, og jeg kan stadig under ferier godt lide at glide ind i den tilstand igen, hvor verden kun drejer sig om at træne, spise sundt og sove rigeligt, så man er frisk til at gøre det samme igen næste morgen.

Et brækket kraveben efter et styrt i gadeløbet i Hornsyld gav mig tid til at overveje, om jeg skulle fortsætte med at give cyklingen fuld fokus – eller om der også var andet i livet. Det var der – men cyklingen er der stadig.

Cykelsportens fortællinger

Da jeg opgav det ret egoistiske fokus, som det kræver at være licensrytter, blev der overskud til at bidrage til, at andre kan dyrke og finde kærlighed til cykelsporten.

Som presseansvarlig for kontinentalholdet Glud & Marstrand Horsens og med bestyrelsesarbejde i Horsens Amatør Cykleklub, var det tid til at give lidt tilbage.

Og da jeg i 2009 skulle en tur til Adelaide, Australien, mens Lance Armstrong gjorde comeback i Tour Down Under, spurgte jeg en bekendt hos Cykelmagasinet, om de kunne tænke sig en artikel om Armstrongs comeback. Det kunne de, og jeg har siden været regelmæssig skribent for bladet.

Uden bremser og gear

Selvom jeg mange gange har troet, at nu har jeg skubbet cyklingen ud som hyggelig motion og tidsfordriv, genfinder jeg altid passionen i en ny vinkel på sporten.

Da jeg i 2014 flyttede til Odense på grund af et job på Syddansk Universitet, var det netop som Odense Cyklebane var ved at blive bygget om fra en udendørs cementbane, hvor jeg i starten af nullerne kørte nogle omnium-løb, til en indendørs træbane.

Som instruktør og rytter fandt jeg pludselig mig selv køre rasende hurtigt igen i de skræmmende stejle kurver på en cykel uden bremser, uden gear og med fast nav.

Motionsturene på landevejen i længden godt blive lidt trivielle og uinspirerende, og det var da ikke et uvæsentligt argument for at flytte fra Horsens til Odense, at jeg nu fik et helt nyt terræn at træne i.

Men med banecyklingen i vinterhalvåret blev cyklingen igen en leg med korte intensive og konkurrenceprægede træninger. Og som instruktør til Åben Motion var det en fantastisk oplevelse at se frygtsomme midaldrende mænd forsigtigt køre op i kurverne, for en time senere at suse rundt på banen og højt op i kurverne med et stort smil på læberne.

Den nye dille – tilbage til udgangspunktet

Jeg bor nu igen langt fra Odense Cyklebane, men inden jeg flyttede fra Odense nåede jeg også at anskaffe mig en crosscykel, så jeg kunne begynde at dyrke det, som siden er blevet kendt som gravel-cykling. Cykling på grusveje og andet off-road terræn, som er tilgængeligt for en cykel med 35 mm brede dæk.

Med denne motionsform er cyklingen nu igen kommet tilbage til det, der var udgangspunktet. Måske allerede helt fra barndommen. At cykle ud i det fri og opdage små veje og undersøge, om de fører nogen steder hen, eller om der befinder sig noget spændende for enden.

På den måde er cyklingen blevet et billede på min indstilling til livet. Der er altid noget nyt at udforske, og du ved ikke, om det er indsatsen værd, før du når frem. Men hvis husker at nyde turen, er det det hele værd.